Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Anders Ødegaard
Sted: São Paulo, Brasilien
Anders Ødegaard
Anders Ødegaard er Uddannelsesministeriets innovationsattaché i Brasilien. Han har siden oktober 2011 boet og arbejdet i São Paulo, som er Brasiliens kraftcenter, når det gælder forskning og erhvervsliv. Han er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har under sit studie haft længerevarende ophold ved Universidade Federal do Rio de Janeiro og Biblioteca National i Lissabon.
 
08.03.2012

Videnskab uden grænser

Gemt under:

Den brasilianske regering satser benhårdt på at styrke internationaliseringen af uddannelse og forskning. Inden udgangen af 2014 skal mere end 100.000 studerende og forskere sendes til udlandet!

I Brasilien er uddannelsen af tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft en akilleshæl, som i årevis har skabt problemer med flaskehalse, lønpres og manglende innovationskraft på det brasilianske arbejdsmarked. Særligt inden for sektorer som energi, landbrug, fødevarer, byggeri, IKT og medicinalindustri, som er af stor betydning for landets økonomi og fastholdelsen af de seneste års stabile vækstrater, er efterspøgslen efter tekniske og naturvidenskabelige kompetencer stor.

Et af de nyeste og mest omtalte initiativer, som skal hjælpe præsident Dilma og den brasilianske regering med at kvalificere den brasilianske arbejdsstyrke og styrke landets vækst- og innovationspotentiale, er det ambitiøse mobilitetsprogram Ciência Sem Fronteiras (på engelsk Science Without Borders).

Stort land med store ambitioner

Kodeordet for Ciência sem Fronteiras er øget internationalisering blandt brasilianske studerende og forskere – fra bachelorstuderende over ph.d.-studerende og postdoc'er til fastansatte forskere – med det formål at få adgang til ny viden og nye netværk.

Den kvantitative målsætning for programmet er særdeles ambitiøs. Inden udgangen af 2014 skal mere end 100.000 brasilianere sendes af sted til de bedste universiteter i udlandet!

Cirka 75.000 stipendier finansieres på føderalt plan fra Brasília, mens mindst 25.000 stipendier forventes finansieret af private aktører – fx investerer den brasilianske energigigant Petrobras ca. 1 mia. DKK i programmet og vil alene stå for hele 5.000 stipendier.

De første skridt til programmet blev efter sigende taget, da Dilma for knapt et år siden besøgte USA. Den amerikanske præsident Barack Obama undrede sig her over det forholdsvis lille antal brasilianske studerende, som i dag opholder sig ved amerikanske universiteter – særligt set i forhold til de øvrige, ofte langt mindre, latinamerikanske lande.

For et land med store ambitioner, voksende selvbevidsthed og økonomiske ressourcer, er det naturligvis ikke en 'kritik', som kan ignoreres, og med stor hast blev Ciência Sem Fronteiras stablet på benene af de nationale uddannelses- og forskningsfinansierende organer Capes og CNPq.

Siden den storstilede lancering af programmet sidste sommer, har både brasilianske studerende, forskere, universiteter og potentielle udenlandske partnere forsøgt at finde hoved og hale i de mange – ofte modstridende – udmeldinger om programmets udformning, virkemidler og kriterier for deltagelse.

Med et særligt dekret blev der i december 2011 sat nogenlunde styr på tingene, og i de første uger og måneder af 2012 er brasilianske studerende begyndt at ankomme til bl.a. USA og Tyskland.

Danmark skal være med!

Fra dansk side har vi naturligvis også fokus på Ciência Sem Fronteiras. På tværs af Uddannelsesministeriet, de danske universiteter og ingeniørhøjskoler forsøger vi netop i disse uger at sikre vores deltagelse i programmet og udnytte de oplagte muligheder for at øge udveklingen med Brasilien inden for de 18 prioriterede faglige områder.

Dansker taler med brasilianske studerende ved en messestand
Dansk uddannelse og forskning markedsføres i Brasilien. Her ved Euro-Pos 2011.

Her i Brasilien har Styrelsen for Universiteter og Internationalisering sammen med en række danske uddannelses- og forskningsinstitutioner allerede sat fokus på Danmark som uddannelsesdestination ved Euro-Pós i São Paulo i november 2011, og når jeg gennem de seneste måneder har besøgt en lang række brasilianske universiteter, har jeg oplevet en meget stor interesse for Danmark og i særdeleshed for dansk uddannelse og forskning. Kendskabet er måske ikke altid dybt, men de største danske uddannelses- og forskningsmæssige styrkepositioner er synlige, selv fra 10.000 km afstand!

Så selvom vi næppe kan matche hverken Tyskland eller UK's tilbud om hver at modtage 10.000 brasilianske studerende og forskere over de næste par år, er der ingen tvivl om, at vi med en målrettet indsats kan gøre os til en rigtig interessant og strategisk samarbejdsparter for Brasilien, og at vi netop gennem et øget samarbejde kan få tiltrukket nogle af de allerbedste brasilianske studerende og forskere til Danmark.


Del