Videre til indhold | Videre til menunavigation

Skribent
Nikolaj Helm-Petersen
Sted: München, Tyskland
Nikolaj Helm-Petersen
Nikolaj Helm-Petersen er udstationeret ved innovationscenteret i München som innovationsattaché. Tyskland er verdens største eksportør og Danmarks største eksportmarked. Bayern er Tysklands rigeste delstat og kraftcenter for uddannelse, innovation og teknologi.

Mere info

 
08.03.2012

Nære naboer og dog forskellige – elementer af dansk og tysk forskningspolitik

Gemt under:

Drager man som mangeårig iagttager af dansk forskningspolitik af sted til Tyskland er der hurtigt slående forskelle såvel som ligheder mellem forskningsverdenerne i de to nabolande, der springer i øjnene.

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at Danmark og Tyskland forskningsmæssigt havde endog meget til fælles. Begge lande er velhavende EU-lande, åbne økonomier og hjemhørende blandt verdens mest forskningsintensive nationer. Danmark har således med godt 3 % af BNP anvendt på forskning og udvikling nået den berømt Barcelona-målsætning, mens Tyskland ligger en anelse under treprocentsmålet. Begge lande huser førende universiteter, og både Tyskland og Danmark er mangeårige deltagere i en stribe fælleseuropæiske forskningssamarbejder som ESA, ESO, CERN, EUREKA og ikke mindst EU's store rammeprogrammer for forskning.

Ud fra devisen – jo mere vi er sammen, jo mere ens bliver vi – kunne man vel tænke sig, at årtiers fælles deltagelse i europæisk forskning havde haft 'strukturerende effekter' og ført til de af EU-kommissionen ofte efterspurgte harmoniserende effekter i de i udgangspunkt forskelligartede nationale forskningslandskaber.

Dykker man ned i konkrete forskningspolitiske problemstillinger, vil man dog hurtigt se, at ganske rigtigt findes der ligheder de to lande imellem – men samtidig er der også ganske betydelige forskelle mellem forskningen i hhv. Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark.

(De)centralisering

Først og fremmest er Tyskland stort, og Danmark lille. Størrelse betyder dog som bekendt ikke alt – og man kan med lidt god vilje godt sammenligne forsknings- og uddannelsessystemerne i små og store lande. I tilfældet Tyskland er det imidlertid mest oplagt at sammenligne med et andet af Europas små lande: Belgien. Det langsomt desintegrerende belgiske kongerige har populært sagt syv undervisningsministre – én fra hver af de tre delstater (Bryssels, Vallonien og Flandern), en fra hvert af de tre sprogsamfund med egen juridisk status (det franske, det flamske og det tyske) og endelig også en føderal minister.

Et sådant lettere kompliceret politisk set up kan med variationer genfindes i Tyskland, hvor forskningspolitikken tegnes af den føderale Bundesministerin Annette Schavan (CDU) i tæt – eller mindre tæt – samklang med i alt 16 tyske delstatsministre. I sagsområder som fx dele af innovationspolitikken – der befinder sig i grænselandet mellem forsknings- og erhvervspolitik – kan de tyske beslutningsprocesser endog involvere flere ministre fra hver af de 16 delstatsregeringer.

Samlet synes beslutningskompetencerne i det danske forskningspolitiske landskab således at være mindre komplicerede og mere centraliserede, end tilfældet er i det føderale Tyskland.

Globaliseringens udfordringer

Både tyske og danske politikere har modigt forsøgt at analysere og takle de globaliseringsudfordringer, som en række lande står over for. I Danmark barslede VK-regeringen i 2006 med en Globaliseringsstrategi, og på samme vis har den nuværende danske regering en ny og omfattende samlet dansk innovationsstrategi på tegnebrættet (jf. side 21 i Regeringsgrundlaget). I Tyskland er det den oprindelige Hightech-Strategie (ligeledes dateret i 2006) samt en revideret nyere udgave Hightech-Strategie 2020 für Deutschland (vedtaget i 2010), som tegner de overordnede bud på reformer og ideer samt forskningsinitiativer og ikke mindst de forskningsmidler, der skal fremtidssikre vidensamfundet Tyskland – eller som det hedder hernede Deutschland – Land der Ideen.

Men én ting er fine planer og rapporter – noget andet er den faktiske placering i det globale vidensamfund. Den nyeste udgave af Europa-Kommissionens årlige rangsliste over EU-landenes innovationskapacitet 2011 Innovation Union Scoreboard placerer Danmark som en flot europæisk nummer to (efter Sverige) og skarpt forfulgt af Tyskland på en europæisk tredjeplads. Altså pæne placeringer til begge lande, så de to landes respektive 2006-globaliseringsinitiativer synes at have gjort et eller andet rigtigt.

Og de kvindelige talenter: Regeringsledere: √ Professorer: øh …

Tager man fat i en anden af Europa-Kommissionens mange landesammenligninger, She Figures 2009, ser billedet både for Danmarks og for Tysklands vedkommende dog knap så rosenrødt ud.

En central kompetence i det globale vidensamfund handler om evnen til at tiltrække de klogeste hjerner – det være sig mænd som kvinder. Og det er de to nabolande tilsyneladende fælles om ikke rigtigt at mestre. Med blot 12 procent kvindelige professorer i både Tyskland og Danmark ligger begge lande langt nede på den europæiske landerangliste med kun omkring halvt så mange kvindelige professorer som i nabolandene Schweiz (22 %) og Finland (23 %).

Senere i år udkommer den næste version af Kommissionens She Figures 2012 med opdaterede landedata. Her bliver det spændende at se, om udviklingen de sidste tre års har ført til ændringer i listen. Skulle Danmark og Tyskland fortsat indtage bundplaceringer i den kommende opgørelse af kvindelige professorer, kan man jo så i det mindste glæde sig over, at de to lande har været mere succesfulde med at spotte kvindelige talenter ved besættelse af helt andre stillinger – nemlig jobbet som regeringsleder.

Durch, für, gegen, ohne wieder og um – Kennst Du nicht den Akkusativ, dann bist Du wirklich dumm

Mens bøjning af små tyske ord kan være et mareridt for danskere og en leg for tyskerne selv – så er det i tysk forskningssammenhænge især de to små ord indenfor eller udenfor, som spiller en særlig rolle. Mere specifikt er det spørgsmålet om, i hvilket omfang den offentlige forskning skal placeres inden for eller uden for universiteternes mure, der trænger sig på.

Danske universiteter og sektorforskningsinstitutter gennemførte for år siden et større massebryllup med det resultat, at Danmark nu er blandt de lande, hvor offentlig forskning i særlig høj grad er koncentreret inden for universiteternes mure. Argumenterne for indfusionering af de mange danske sektorforskningsinstitutioner var bl.a. øget tværfaglighed og forskningsmæssig kritisk masse – men også det forhold, at universitetsuddannede med deres forskningsbaserede uddannelse udgør en særligt vigtig videnspredningsmekanisme.

Undersøgelser peger således på, at nyuddannede kandidater, der tager frisk forskningsbaseret viden med sig ud i samfundet, er mindst lige så vigtige videnspredningskanaler som publicerede artikler og solgte patenter. Her er det dog en klar forudsætning, at kandidaterne faktisk har haft mulighed for at møde forskere og forskning undervejs i deres studieforløb, og dette sker nok alt andet lige nemmest, hvis både studerende og forskere befinder sig sammen inden for samme universitetsmure.

I Tyskland er den offentlige forskning omvendt spredt ud på mange aktører. Faktisk på rigtigt mange forskellige aktører. De knap 400 tyske videregående uddannelsesinstitutioner (fordelt på 104 Universitäten, 184 Fachhochschulen, 52 Kunst- und Musikhochschulen, 6 Pädagogische Hochschulen, 14 Theologische Hochschulen og 31 Verwaltungsfachhochschulen) må således konkurrere med et ligeledes ganske stort antal sektorforsknings-, branche- og GTS-lignende institutter om de offentlige forskningsmidler.

I alt fire større tyske forskningsorganisationer (alle opkaldt efter historiske tyske videnskabsmænd) tegner sig tilsammen for næsten 250 forskningsinstitutter og øvrige enheder fordelt ud over forbundsrepublikken i et komplekst mønster:

Med den tyske forskningsorganisering – hvor en pæn del af de offentlige forskningsmidler anvendes til ikke-universitær forskning – bliver det en særlig udfordring at sikre forskningsbaseret uddannelse. Ikke mindste i et land som Tyskland, hvor antallet af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner er eksploderet. Løsningerne har tyskerne bl.a. søgt via delestillinger og omfattende forskningssamarbejder på kryds og tværs. Elementer af de tidligere danske forskerskolekonstruktioner, hvor ikke-universitære partnere systematisk inddrages i forskeruddannelsesforløbene, kan således også genfindes hernede.

Alt for lille – men kun på overfladen

En anden implikation af det særlige tyske forskningslandskab er, at Tyskland simpelthen kommer til at se alt for lille ud. I hvert fald hvis man kigger på de forskellige globale universitetsranglister. En række tyske universiteter klarer sig ganske pænt på listerne. Men tager man landets størrelse i betragtning, burde der simpelthen være endnu flere tyske universiteter på listerne, og naturligvis gerne også i toppen af listerne.

Forklaringen er bl.a., at en pæn del af de tyske forskningspublikationer udgår fra institutter uden for universitetsverdenen. Her er nogle af de tyske nobelpristagere (Max Planck alene 17 stk.) og andre forskningsmæssige hotshots også hjemhørende. Institutionsmæssigt bliver disse vigtige tyske forskningskompetencer slet ikke inkluderet i universitetsranglisterne, der jo i sagens natur kun tæller og måler på netop universiteter. Det store og stolte Tyskland (82 mio. indbyggere) må derfor i nogle universitetsrangslister lide den tort at se sig selv overgået i antal globale top-200 universiteter af det lille naboland Schweiz (8 mio. indbyggere). Antalsmæssigt ligger Danmark (5½ mio. indbyggere) ikke helt så højt. Men med en række flotte placeringer til KU, AU og DTU alt efter de forskellige universitetsranglister, kan vi vores størrelse taget i betragtning nu også godt være med i det finere selskab.

Und jetzt fahren wir weiter

Som eksemplerne illustrerer, er der både forskelle og ligheder mellem dansk og tysk forskning. Så hvad kan man i grunden konkludere? Først og fremmest er de to lande fælles om allerede at have konkurrencedygtige forskningssystemer. Forskningspolitiske aktører i de to nabolande er også fælles om at ville mere endnu. Det sker ved løbende at tage bestik af globaliseringen og dens implikationer for internationalisering af den samlede videntrekant (forskning, uddannelse og innovation).

Åbningen af danske innovationscentre i Silicon Valley, Shanghai og München samt en dansk forskningsattache i Sao Paulo er således små, men vigtige brikker i en dansk internationaliseringsstrategi. Med 2585 fælles dansk-tyske forskningsprojekter bevilget under de først fem år af EU's 7. rammeprogram for forskning (FP7) er Tyskland allerede danske forskeres foretrukne samarbejdspartner, når man tæller fælles EU-bevillinger. Årligt er der desuden godt 90 unge tyskere, som påbegynder et ph.d.-forløb ved danske universiteter. Kaster man et blik på den forsknings- og innovationsmæssige krystalkugle, bliver det imidlertid hurtigt tydeligt, at potentialerne for øget dansk og tysk samarbejde er langt større. Og netop disse potentialer vil denne blogger skrive mere i kommende opdateringer.


Del